Hilda og Keld Heick er æresgæster søndag d. 8. august

Det kendte par er Rosenfestivalens æresgæster søndag d. 8. august og modtages ved Bogense Rådhus kl. 10.

Med en sand perlerække af Grand-Prix sejre, Grammy´er samt sølv-, guld- og platinplader har Heick-familien for længst slået sit navn fast i Danmark, som et af de store danske og skattede sangnavne.

Derfor glæder vi os til at tage imod Hilda og Keld Heick på Bogenses smukke rådhus. Parret er nemlig æresgæster på dette års Rosenfestival.

Det er ikke kun på grund af parrets flotte meritter på sangscenen, at de er inviteret til Rosenfestivalen. I 2018 blev Nordfyns Rosenvals præsenteret. Komponeret af Bent Fabricius Bjerre, Keld Heick har skrevet teksten og Odense Symfoniorkester har indspillet Rosenvalsen med Annette Heick som solist. Så Heick-familien har bragt gode traditioner og en smuk sang til Rosenfestivalen.

Parret passer på mange måder ind hos Rosenfestivalen. Som Keld Heick siger: ”Hilda har egenhændigt skabt 6 fantastiske haver, hvor roser, selvfølgelig, har spillet en stor rolle. Når vi har fri, så kan man være sikker på, at Hilda bruger en stor del af dagen til at passe og pleje de mange smukke blomster, som i den grad har sat deres præg på haven, der omgiver vores hus.

Parret vil på deres besøg bevæge sig rundt i byen og har du lyst til at høre lidt om, hvordan parret bruger blomster og ikke mindst roser i deres hverdag, så er der mulighed for det. Både ved velkomsten på trappen foran Bogense Rådhus og, men også senere på Torvet.

Hilda Heick vil sammen med rosenforædler Rosa Eskelund vil bidrage med deres erfaringer om roser på torvet søndag kl. 10.30.

 

Hør Nordfyns Rosenvals