Vikinger indtager Bogense til Rosenfestivalen

Oplev de autentiske vikinger fra Nordfyns Vikingemarked, der er taget på togt til dette års Rosenfestival. De har slået lejr i Adelgade, hvor du kan opleve at vikingerne på særdeles levende vis fortæller og arbejder med deres håndværk, f.eks. plantefarvning og kamp-træning.

Du kan også være heldig – eller uheldig – at møde vikingerne rundt om i byen – men pas på! Man ved aldrig helt hvad de kan finde på….

Der vil i løbet af weekenden blive fremvist evner med sværd og skjold med både kamp-træning og krigerskole for børn. Smeden har også taget sin esse med lørdag, hvor han fremviser tidens arbejde.

Over bålet vil den store gryde med plantefarvning hænge hele weekenden, hvor datidens mange farver og metoder fremvises. Rosen var ikke kommet til Danmark på denne tid, men mange andre planter var i brug. Så kig forbi vikingerne i Adelgade og bliv klogere på datidens brug af planter.

Hvis du er heldig, er det måske dig, vi skal se med brynje og sværd i løbet af weekenden – kig forbi!