Foreningen bag Nordfyns Rosenfestival

I Bogense På Nordfyn produceres op mod 70% af de danske haveroser. Dette faktum er idégrundlaget for hele Rosenfestivalen.

En gruppe lokale ildsjæle fra bl.a. Bogense Handelsstandsforening, Grønløkke Planteskole, Rosenhaven og UgeAvisen Nordfyn fik en idé … Idéen gik kort og godt ud på at skabe en event, der både sætter roser og Nordfyn på landkortet.

Rosenfestivalen er en årlig tilbagevendende begivenhed i Bogense den første weekend i august. Den første Rosenfestival blev afviklet i 2007, og siden er arrangementet vokset støt år for år. Der har de seneste år været over 10.000 besøgende i løbet af de to dage, festivalen varer.

De mange besøgende får gode oplevelser med hjem. Der er guidede ture til rosenmarkerne, hvor rosengartneren stiller sin ekspertise om sorter og rosenavl til rådighed. Der er foredrag om roser og forædling. Der er flotte rosendekorationer med roser i eventyrlige figurer i byen. Og der er boder, fødevaremarked, musik og mad og drikke.

Økonomien bag Rosenfestivalen

Nordfyns Rosenfestival er en non-profit forening. Vi er ikke sat i verden for at tjene penge. Vi er sat i verden for at kunne arrangere en festival, der løber rundt, hvert år.

Rosenfestivalen er til gavn og glæde for handlen i byen og for gartnerne, som producerer og sælger roserne. Uden de lokale rosengartnere er det slet ikke muligt at arrangere en Rosenfestival. Det samme man vi sige om vores sponsorer, samarbejdspartnere, medlemmer og frivillige. De er alle sammen med til at gøre Rosenfestivalen mulig. Der skal derfor lyde en kæmpe tak til alle de mennesker, der er med til at gøre Nordfyns største event til en succes år efter år.

Målet med festivalen er at skabe værdi overalt på Nordfyn. At hele kommunen får glæde og værdi ud af festivalen. Det kan være økonomisk i form af overnatninger, restaurantgæster, kunder i butikker m.m. Og det kan være værdien i at være en del af så stort og flot et arrangement, der for en weekend forvandler Bogense by.

Tilmeld vores nyhedsbrev: